Her vil jeg skrive lidt grundlæggende info om hamstere, det at have hamster og ikke mindst en pasningsvejledning.
Siden er stadig under opbygning!
Guldhamsteren stammer fra ørkenlignende områder i bl.a. Syrien og kaldes derfor også for Syrisk hamster. Her bor den i huler med store gangsystemer nogle meter under jorden. Det siges, at alle guldhamstere i fangenskab idag stammer fra en håndfuld hamstere, der blev gravet op fra sådan et gangsystem i starten af 1800-tallet.
Guldhamsteren lever af korn og frø, men skal også have en smule frisk grønt hver dag, samt protein mindst et par gange om ugen. I naturen ville det f.eks. være insekter, men i fangenskab kan vi udover melorme og andre insekter give den erstatninger som frisk råt kød eller katte- eller hundetørfoder. Hamsteren vil "hamstre" foderet og transportere det til et forrådskammer ved hjælp af kindposerne. Guldhamsteren drikker ikke meget og vil tit få vand fra de friske grøntsager, men det er stadig vigtigt, at den har adgang til frisk vand i buret.
Guldhamstere er nataktive, dvs. de sover det meste af dagen, og er mest vågne om aftenen og om natten. Det er vigtigt at sørge for, at hamsteren har plads i sit bur og har noget at lave, når den er vågen (for du kan jo ikke underholde den om natten). I fangenskab kan man dog godt vænne den til at vågne om eftermiddagen, f.eks. ved at fodre den hver eftermiddag.
Guldhamstere lever alene og vil forsvare deres territorium mod andre guldhamstere. Hvis man ønsker at holde mere end én guldhamster som kæledyr, skal man derfor have dem i separate bure. Det kan virke som om de kommer ud af det sammen, f.eks. fordi de putter op af hinanden, når de sover, men de kan pludseligt (og gerne om natten, hvor de jo er vågne) komme i en dødelig slåskamp.Guldhamstere kan blive kønsmodne fra de er ca. 4 uger gamle og unger bør derfor være taget fra moren og skilt i køn på dette tidspunkt. Unger af samme køn kan dog gå sammen nogle uger endnu. En graviditet tager hårdt på især hunnen, der først skal bære på ungerne og siden passe dem. En hun bør derfor ikke parres før hun er ca. 3 måneder gammel. Hun bør til gengæld have født sit første kuld, inden 6-måneders-alderen. Når en hun er ca. 1 år gammel, vil hun ikke længere kunne få unger.
Det siges, at guldhamstere i fangenskab i gennemsnit får 8 unger i et kuld. De kan dog få op til 20 og i Danmark er det ret almindeligt med kuld på 10-15 unger.
Guldhamstere har en forholdsvist kort levetid. Som kæledyr lever de i gennemsnit 2 år.
- har du tid til at tage hamsteren op hver dag og give den frisk mad og vand?
- hvornår i løbet af dagen har du tænkt dig at være sammen med hamsteren? er hamsteren vågen på det tidspunkt? Man kan godt vænne en hamster til at være vågen om eftermiddagen, men hvis man vækker den, skal man gøre det roligt og forsigtigt, da nogle hamstere kan blive lidt aggressive af at blive vækket.
- hvad vil du gerne lave sammen med dit kæledyr? En hamster sidder ikke stille i timevis for at blive aet, men vil gerne sidde nogle minutter i en hånd, gå i trappe fra hånd til hånd, kravle på din arm eller skulder (sid ned, så den ikke falder 1,5 meter, hvis den hopper) og stikke af i sofaen. Den elsker også at løbe rundt i sit hjulet, grave gange, klatre på tremmerne i buret, løbe i tunneller og fylde kindposerne med mad. Vil du synes det er sjovt at se på? Kan du lide at være kreativ og synes det er sjovt at indrette et bur eller lave en indhegnet legeplads selv? Man kan godt tage sin hamster med ud i haven, hvis man har en indhentet legeplads og holder øje med den (den skal dog være af fint net og med "tag"), men man kan f.eks. ikke gå tur med den.
- hvor skal buret stå? Har du plads til et stort nok bur? Kan du sove, hvis den står i samme rum og gnaver i tremmerne eller løber i hjulet?
- har du nogen, der kan passe den, når du tager på ferie?
- kan du give den melorme, lidt kød eller katte-/hundetørfoder?
- kan du holde ud at dit kæledyr måske ikke lever så mange år? er et gennemsnit på 2 år for kort levetid til dit kæledyr?
- vil du også gøre rent i hamsterens bur?
- har du råd til at tage den til dyrlægen, hvis den bliver syg?
En hamster er generelt ikke egnet til børn under 10 år, da de dels ikke er vågne om dagen og dels er meget livlige dyr, der nemt hopper ud af hånden på et barn.
Indretning af buret:
Guldhamstere skal bo alene, da de pludseligt kan komme op at slås og skade hinanden. De bør have et bur på mindst 50*40 cm og gerne større.
Der skal være strøelse i bunden af buret, f.eks. større spåner (hamstere har ikke godt af støvet), hamp-skærver eller forskellige slags strøelsespiller af sammenpresset hø, træ eller tang. Jeg bruger hamp-skærver, da det har fin sugeevne (til toilethjørnet...), ikke støver og ikke lugter som nogle af pillerne gør.
Der skal også være noget redemateriale. Almindeligt toiletpapir uden tilsat duft osv., der rives i strimler er glimrende. Hø kan skade hamsterens kindposer og det såkaldte "hamstervat" kan blive viklet omkring f.eks. hamsterens ben og skade den.
Man kan også købe eller lave huler eller huse til hamsteren. De holder meget af dem. Du skal passe på størrelsen af indgangen og vinduer - de skal mindst være på størrelse med et toiletrulle-rør. Der skal også være plads til at hamsteren kan vende rundt inde i huset/ hulen. Man kan købe huler af halm, huse af træ, plastic og keramik, og hele eller halve kokosnødder. Plastic gnaver hamstere let i stykker. Du skal også være opmærksom på, at det ikke er alle typer huler og huse, hvor du kan se til hamsteren eller tage den ud, hvis der er behov for det (f.eks. ved sygdom, men det er især vigtigt hvis der er unger).
En halveret og udhulet træstamme eller et buet stykke kork er en stor succes som hule - hamsteren kan endda selv lave gange til og fra hulen.
Hylder i buret kan være med til at udnytte pladsen i buret og give plads til flere aktiviteter for hamsteren.
Gange, der enten kan laves ved hjælp af købte rør eller med toiletpapirs- og køkkenrullerør, VVS-rør, flex-slanger, afløbstør og lignende, er god beskæftigelse og til stor glæde for hamstere. Rørene kan graves ned i strøelse og føres rundt i buret - eller endda uden for buret. Husk at nogle hamstere gnaver i pap-rørene (og i plastic-rør, men de er trods alt lidt mere holdbare).
Hamstere har brug for at bevæge sig, så der bør være et hjul i dit bur. De fleste hamstere elsker deres hjul. Ikke alle hjul er lige sikre, så du skal passe på med, hvilket hjul du køber. Hjulet skal mindst være 20 cm i diameter til en guldhamstere (nogle bure kommer med et hjul, men de er ofte for små til guldhamstere). Hjulet skal have fast bund - ikke tremmer, da hamsteren kan falde igennem tremmerne og komme til skade (især med fødderne). Ind-/udgangen skal være lavet på en måde så hamsteren ikke kan komme i klemme, hvis den hopper ud, mens hjulet kører rundt. Der findes flere typer sikre hjul, men de fås ikke hos alle dyrehandlere. Jeg importeret nogle af de allerbedste hjul fra USA, Wodent Wheels - du kan se dem eller købe dem her.
Eksemler på aktiviteter:
Et sikkert løbehjul er en god ting (se mere andetsteds) - tests har vist at en hamster nemt kan løbe 7 km i hjulet på en nat. Andre gode aktiviteter er at sprede hamsterens foder rundt omkring i buret, så den selv skal lede efter det og samle det ind. Ting den kan klatre i (nogle gange vil den bruge tremmerne), en platform den kan klatre op på, en stige at klatre i, grene den kan bide i og masser af gange (f.eks. lavet af tomme toiletrulle-rør) er som regel en succes. Hamstere har dog forskellige temperamenter og også forskellige foretrukne aktiviteter
Man kan også have en løbegård til hamsteren, hvor den kan have nogle aktiviteter, når den er ude af buret.
Hvis du spreder tørfoderet rundt omkring i buret og graver det lidt ned i stedet for at lægge det i en madskål, skal hamsteren arbejde mere for at finde og indsamle det. Ligesom den ville skulle i naturen.
Sikkerhed:
Jeg har allerede nævnt, at det ikke er alle hjul, der egner sig til hamstere.
Du skal generelt være opmærksom på, at mange af de legeting, man kan købe til hamstere, egner sig bedre til de små dværghamstere end til guldhamstere. Huller skal mindst være på størrelse med et toiletrulle-rør.
Når du køber et bur, skal du sikre dig, at tremmernes afstand ikke er meget større end 1 cm. Hamstere er de rene udbryder-konger - og et marsvine- eller kanin-bur kan de stikke af fra. Hvis du har et gammelt kanin-bur, du gerne vil bruge, så køb noget fint metalnet i et byggemarked og sæt det fast på tremmerne med strips. Husk at hamsteren vil klatre, så alle tremmer skal være sikret.
Min pasningsvejledning er vist mere eller mindre blevet flettet ind i det ovenstående.
Der er dog også fine pasningsvejledninger at finde hos f.eks. (klik på foreningen for at få åbnet deres pasningsvejledning i et nyt vindue):
DK Nadezhda's hamsterinfo
Jeg har fundet en række gode bøger, som jeg gerne vil anbefale til andre. Det er nemlig en god ide at sætte sig grundigt ind i et dyr, inden man køber det.
Bøgerne kan lånes på biblioteket eller kan købes hos forskellige dyrehandlere eller boghandlere.
Det kan være godt at kigge i mere end én bog, for de skriver ikke altid helt det samme. Nogle bøger har også fejl eller misvisende oplysninger.
Bøgerne:
Kenneth Worm. Hamstere. Atelier 2005. God allround dansk bog, der som noget helt unikt har et afsnit om hamsteres genetik.
Jørgen Christiansen. Marsvin, jordegern, præriehunde og andre gnavere. Amulét 1985.
God bog hvis du vil bygge dit eget terrarium til hamsteren - eller bare vil have inspiration til en naturtro indretning af hamsterens bur.
David Alderton. Hamster. Aschehoug 2005 (original 2002).
Hamsteren. Turbineforlaget 2005 (original 1999-2002).